Fisk fra moleret

Der er i selve moleret (Fur Formationen) fundet fossiler af over 50 forskellig arter af benfisk, hvor af mange er mellem ½-1 m lange. Det gælder for torskefisk, makrelfisk, glansfisk og de langstrakte havaborrer. Desuden er der masser af små fisk. Fra det lidt ældre Stolleklint Ler kendes godt 25 arter af fisk, hvor af de 10-12 også findes i moleret.

Den mest almindelige fisk i moleret er en slægtning til nutidens Argentina (guldlaks og strømsild). Den er fundet i alle vækststadier, fra små unger, der ikke er mere end et par cm lange og hvor de allertidligste forbeninger kun lige kan anes og op til fult udvoksede eksemplarer på ca. 10 cm. Den næst almindeligste fossile fisk i moleret er en smelt. De mindste genkendelige fossiler at denne art er ikke meget større end 1½ cm lange, men der er også fundet dele af fisken der viser at de kunne blive mindst ½ m lang. Den tredje almindeligste art i moleret ”Polymixiiden” er en primitiv slægtning til de egentlige pigfinnede fisk. Der er fra moleret kendskab til eksemplaret der kunne blive ca. 40 cm lange, men der er aldrig fundet helt små unger af denne fisk, så de må have ynglet et andet sted. Samlet betragtet viser fossilerne fra både Stolleklint Ler og molér, at man som oftest inden for arterne ikke kan regne med at finde voksne og de helt små unger på de samme steder. Det forhold  gør sig jo også gældende i dag, fordi de store og meget små individer af den samme art tager helt forskellig føde, og mange begynder deres larve-tilværelse i planktonet som jægere af smådyr, men også som fødeemner for mange noget større fisk.

Fisk fra Stolleklint Leret.

Stolleklint leret er helt sort. Det er nogle hundrede tusinder år ældre end moleret. Fossilerne bevares i såkaldt ’skifer’, der er tynde hærdnede lag i den fint lagdelte gråsorte slamsten, der også indeholder nogle få vulkanske askelag, de nederste i ’askeserien’. Den fine lagdeling og fuldstændige mangel på bunddyr og gravegange viser, at der næsten ikke har været ilt i bundvandet.

Meget af askeserien ude under Nordsøen er nedlagt i en sådan mørk lersten. Tilsammen viser fiskefossilerne fra både Stolleklint Ler og molér, at man som oftest inden for arterne slet ikke kan regne med at finde voksne og de helt små unger på de samme steder. Det forhold  gør sig jo også gældende i dag, fordi de store og meget små individer af den samme art tager helt forskellig føde, og mange begynder deres larve-tilværelse i planktonet som jægere af smådyr, men også som fødeemner for mange noget større fisk, ind i mellem også af deres egen art. Sådan kannibalisme har man dog ikke kunnet konstatere i moléret, hvor næsten alle andre fisk synes at have ædt den lille ’guldlaks’, så vidt det har kunnet bestemmes ud fra bevaret maveindhold.