Stolleklint og Svenskehulen

Stolleklint har fået sit navn efter en gammel minegang, en stolle, der er gravet ind i klinten. Det der er tilbage af minegangen kaldes i dag for Svenskehulen.

Baggrunden for det lidt besynderlige navn skal findes tilbage i perioden 1809-13, hvor minegangen blev gravet af svenske krigsfanger. Man troede dengang at de vulkanske askelag var kul. Minegangen var oprindelig 50 meter lang og i bunden var der gravet en 40 meter dyb skakt. I dag er skakten fyldt op eroderet bort, så der er kun få meter tilbage af gangen, der fremstår som en stor hule. Der kom til at gå mere end 60 år fra dette fejlslagne råstofeventyr og til at to Belgiske geologer i slutningen af 1800-tallet opdagede at de mørke striber i moleret ikke var kul med vulkansk aske.

Stolleklint er 150 meter lang og 20 meter høj. I profilet ses moler med askelag -34 til +55 og lagene hælder jævnt mod øst. De yngste lag findes således i den østlige ende, hvor de er foldet op af isen, som har aflejret moræneler ovenpå moleret. Klinten er særlig velegnet til at studere den nederste del af moleret og overgangen til det fede plastiske ler, som ligger under moleret. Dette ler danner en stor skred dal vest for Stolleklint. I leret findes plader af lerskifer, som indeholder forsteninger af bl.a. fisk, insekter og planter. Dette er lokaliteten, hvor der er fundet flest danekræ.